Taknemmelighed…

Det er et ord jeg ikke har brugt meget de første 41 år af mit liv…

Jeg har til gengæld brugt meget energi på at kigge meget langt efter alle de ting jeg ikke havde i mit liv… Bebrejde og længes……

” Hvis nu bare jeg havde..”

Jeg har i mange år haft den der tendens til at kigge over i naboens have…

Var græsset ikke lidt grønnere der?

Havde de det ikke lidt sjovere derovre?

Og lidt flere penge?

Og var de ikke lidt mere lykkelige?

Og jeg har brugt oceaner af tid på at slå mig selv i hovedet over jeg ikke lige

• var lidt smukkere
• var lidt mere sjov
• var lidt højere
• var lidt tyndere
• havde længere hår, tykkere hår, pænere hår
• var klogere

Du kan måske selv fortsætte listen….

Og jo mere jeg slog mig selv i hovedet, jo mere utilfreds blev jeg..

Og hvis jeg så fik tabt mig de kilo jeg ville, så var det alligevel aldrig heeeelt godt nok….Eller også så dukkede der bare noget nyt op jeg kunne ærge mig over, eller slå mig selv i hovedet over…

Jeg blev ved med at rette alt for meget fokus på alt det jeg ikke havde, alt det jeg ikke synes jeg var…

Og så kommer man godt nok på overarbejde….. Det bliver skruen uden ende…..En evig jagt på at nedlægge et dyr man ikke kan fange…

Hvad fortæller du egentlig dig selv?

Har du fokus på alt det gode der faktisk er tilstede i dit liv?

Kan du føle taknemmelighed over livet generelt?

Eller har du tendens til at hoppe i fejlfindertrøjen og lede efter alt det der ikke duer?

Så er det måske tid til at vende fokus?

Det var en af de første sætninger der fik mig til at stoppe op for et par år siden…

Og jo flere gange jeg stødte på dem, jo mere resonerede de i mig…

Og pludselig kunne jeg mærke at jo mere jeg hele tiden kiggede efter alt det jeg ikke havde, alt det jeg ikke kunne ændre, jo mere drænet blev jeg..

At når jeg kiggede mig selv i spejlet med foragt på det jeg så, så blev både min krop og sjæl træt og ked af det..

Jeg begyndte at lægge mærke til de ting der faktisk var i mit liv, som var godt..

At lægge mærke til de ting i spejlet, som jeg faktisk godt kunne lide at se på…

At skrive taknemmelighedsdagbog hver dag med 5 ting som jeg var taknemmelig over…

Og ved du hvad….. Det virkede……

Jeg fandt taknemmelighed for ting som var både små og store, feks:

• At jeg var i live
• At jeg havde et hus
• At jeg havde set en smuk solnedgang
• At jeg kunne trække vejret
• At jeg havde en familie
• At jeg havde haft besøg af en sød veninde
• At jeg havde sovet godt
• osv…..

Stille og roligt kunne jeg mærke en tydelig forskel i min energi, min krop og sjæl…

At jeg kunne komme meget mere tilstede i nuet, når jeg ikke hele tiden skulle lede efter fejl og mangler..

At det virkelig gjorde noget godt for mig at sætte fokus på taknemmelighed ..

Og sidst jeg mærkede den taknemmelighed helt ind i sjælen, var da jeg fyldte 45 i starten af december…

For år tilbage havde jeg måske været ked af at blive 45, på vej mod de 50, flere rynker og slappere hud og jeg ville have brugt bunker af tid på at forsøge at gøre noget ved det; Gå på kur, træne lidt mere, spise sundere og tale lidt grimmere til og om mig selv..

Men lige der mærkede jeg den; taknemmelighed over at jeg lige præcis blev 45 år.

Du tænker måske hvorfor det er så særligt..

Det er særligt for mig, fordi jeg for 10 1/2 år siden var tæt på ikke engang at være blevet 35…..

Og på min fødselsdag mærkede jeg noget jeg ikke har mærket så stærkt før; en dyb taknemmelighed og en glæde over at være her, midt i livet og i live ….🙏💜

Midt mellem de mennesker jeg elsker og som jeg heldigvis fik lov og mulighed for at dele denne dag med💜

Jeg har i mange år forsøgt at holde den uundgåelige sandhed fra livet; det faktum at vi alle skal bort en dag…

Fordi jeg ved hvor ondt det gør at miste nogle man holder af..

Fordi jeg selv så frygten og afmagten i min families øjne, da ingen vidste om jeg nåede at holde en til fødselsdag..

Fordi jeg selv mærkede frygten, for at skulle væk fra min nyfødte søn og på ingen måde kunne udholde tanken om at han skulle vokse op uden sin mor…

Så de sidste år har jeg brugt mange kræfter på at holde den frygt væk fra livet, fordi det var for skræmmende og for smertefuldt….

Fordi at jeg var blevet SÅ bange for at mærke smerte at jeg hele tiden løb fra den…

Men stille og roligt er det ved at ændre sig…

Oftere og oftere, kan følelsen af frygt erstattes med tillid og taknemmlighed..🙏💜

“Vi har kun dage” blev der nævnt i åbningstalen til stafet for livet i år.

Og ja, det er lige præcis sådan det er… 

Dagen inden min fødselsdag, mistede en kær bekendt af mig sin far, og det mindede mig endnu engang om at det er jo sådan det er..

Vi er her på jorden, til vi ikke skal være her mere…

Og uanset hvor meget jeg gerne ville kontrollere mig ud af det faktum, så bliver det en kamp jeg ikke kan vinde..

Så igår kom jeg lidt tættere op min accept af at vores livshjul kører, til det ikke skal køre mere.

Og den største gave vi kan give os selv, er at få så meget kærlighed, mening og glæde ud af det mens vi har det💜🙏

Så når nu julen er hjertens fest, så er december måske et rigtig godt tidspunkt at finde lidt taknemmelighed frem…

Prøv måske at start idag, bare 1 ting som du er taknemmelig for i dit liv lige nu..

• Måske er du bare glad for at du kan trække vejret
• Måske har du en sød kæreste
• Måske har du en sød familie
• Måske har du tag over hovedet på en kedelig regnvejrsdag
• Måske er du glad for at du har ben at gå på

Uanset hvad det er du er taknemmelig for, så giv det opmærksomhed og lad det spire, måske det rent faktisk også gør en forskel for dig….