Der stod jeg i køkkenet, kl 8:30 og familien var ude af døren.Der var kun mig og min sygemelding hjemme….
Der var ro og stilhed, lige præcis det som alle sagde jeg havde brug for, men som jeg på ingen måde kunne være i 😨
For når der var stille, så kunne jeg mærke mig selv…
Og det eneste jeg kunne mærke var knuden i maven, den indre uro, trykken for brystet og tårerne der konstant pressede sig på..
Væk var glæden og overskuddet..
Denne morgen stod jeg ( endnu engang) og lyttede til forskellige videoer, fra folk der snakkede om stress og som vidste noget om hvordan jeg havde det…
“ Når du bider i en blyant, så udløser det endorfiner som er et lykkestof til hjernen” sagde manden på videoen…
Så da jeg denne morgen, så mit eget spejlbillede i køkkenvinduet, med en blyant i munden for at forsøge at forløse endorfiner, der vidste jeg at jeg måtte gøre noget andet….
Jeg havde gået til psykolog den sidste måneds tid og det var rart at græde og have en at snakke med, men følelserne i min krop forsvandt ikke..
Jeg sov ikke bedre om natten, jeg havde ikke mindre uro i min krop.
Faktisk føltes det mere som om at jeg fik sat mere og mere energi i mit system hver gang jeg gik derfra…
Og min mission er ikke at rakke ned på psykologer, slet ikke, hun var dygtig og kompetent, ingen tvivl om det, men jeg havde bare brug for noget andet, uden egentlig at vide hvorfor dengang..
Men lige der i mit køkken, med en blyant i munden, der huskede jeg noget..
To år forinden havde jeg været prøvekanin, for en skøn kvinde som læste til TFT terapeut (tankefeltterapeut) og det havde faktisk gjort noget godt for mig dengang..
Så jeg kontaktede en TFT terapeut og bestilte en tid..
Det var SÅ vildt hvad jeg fik forløst fra mit system på bare en time..
Så jeg fortsatte.
Og så fik jeg blod på tanden, det var tid til at lægge mit liv om; Slut med stress, usunde handlemønstre og med at knokle og please alle andre.
Så jeg fik også fat i en mentor.
En inspirerende og dygtig kvinde, som selv havde gået vejen jeg nu vidste jeg var nød til at gå.
Hos hende fik jeg sparring, værktøjer og støtte til at være i min transformationsprocess.
Jeg begyndte at forstå grunden til min pleasende adfærd, forstå at det jeg ikke ville være med, aldrig ville lade mig være… Medmindre jeg fik arbejdet med det..
Jeg fik strategier til at være med min angst når den kiggede frem og stille og roligt blev de tunge dage lettere og lettere…
Og det var SÅ forløsende og sådan en befrielse at blive gode venner mine tanker og med min krop igen, og kunne være i den uden den konstante angst og uro..
Idag er jeg et helt andet sted i mit liv.
Jeg er slet ikke i tvivl om at stressen har sat sit aftryk, og det ser jeg mere eller mindre som en gave nu.
For jeg er færdig med at nøjes; nu lever jeg istedet for at bare overleve💜