Igår fik jeg sendt mit første nyhedsbrev fra min nye hjemmeside, og jeg tror måske, at jeg havde det lidt som kronprinsessen, da hun skulle holde sin første tale på dansk.
Jeg var fyldt af spænding, glæde og taknemmelighed, fordi jeg kunne sidde lige her ved min computer og dele det jeg har på hjerte med alle jer skønne mennesker derude.
MEEEEEN, for der er nemlig et stort men, nemlig min gamle følgesvend; ” Hvad nu hvis Heksen”
Hun er i den grad dukket op hos mig de sidste par dage.. Og hun er meget ihærdig, for hun vil gerne have taletid!
Hun vil gerne høres, så meget, at hun nærmest har skreget mig ind i hovedet de sidste par dage; ” HVAD F.. HAR DU GANG I TINA?!! “…
Fordi jeg endnu engang er trådt ud af af min komfortzone og hun SÅ gerne vil trække mig tilbage igen!
Så hun stiller mig hele tiden spørgsmål som;
” Hvad nu hvis du ikke får nogle læsere på dine nyhedsbreve?”
” Hvad nu hvis de synes du er latterlig at høre på?”
” Hvad nu hvis de ikke kan lide dig?”
” Hvad nu hvis du staver forkert?”
” Hvad nu hvis det bliver en fiasko?”
Og hvad hun nu ellers kan finde på af undskyldinger, for at få mig til at lade være med at sende det nyhedsbrev, men blive der hvor jeg er, der hvor der er trygt og velkendt.
Problemet er bare at der har jeg været alt for længe…
Fanget i mit eget fængsel af frygt og manglende glæde.
Et fængsel jeg så smukt havde bygget, sammen med hende ” Hvad nu hvis Heksen”…
Vi havde bygget det for at føle tryghed ved at være i kontrol.
Et sted hvor jeg ikke rigtigt levede, men hvor jeg overlevede…
Men for nogle år siden, begyndte jeg så småt at rive den bygning ned…
Sten for sten gik det…
Og det var MEGA hårdt arbejde!
Mest fordi at i starten, så samlede heksen alle de sten op jeg fik banket løs og prøvede på at sætte dem op igen..
Men stille og roligt blev det nemmere…
For hver gang jeg stillede mig ude af min komfortzon , fandt mit mod og omfavnede det ukendte, så tog jeg en sten eller to med mig, og dem kunne hun ikke samle op…
Og en dag var jeg ikke længere fanget….
Så nu, når Heksen kigger forbi og skriger, så kigger jeg hende i øjnene, siger;
“Tak fordi du prøver at passe på mig, men det er ok, jeg tør godt”
Så selvom det var med bævrende hjerte og koldklamme hænder at jeg fik sendt den Nyhedsmail igår, så er det ok.