For 3 år siden vendte jeg tilbage fra sommerferien, totalt træt og drænet…
Jeg kunne slet ikke overskue de glade kollegaer, der snakkede om deres dejlige ferieoplevelser og osede af overskud.
Da min afdelingsleder spurgte til min ferie, brød jeg helt sammen og jeg tror dybest set, at jeg var lige så overrasket som hende…
Jeg havde på mange måder også haft en skøn ferie;
Vores første “kør selv tur til Italien”, masser af skønne ferieminder og familiekvalitetstid lige ind på kontoen.
Men den havde også været fyldt med angstanfald, dårlig søvn, sygdom og konstant indre uro og jo tættere jeg kom på opstart på job, jo være blev det…
Og lige der, foran min afdelingsleder, blev jeg nød til at se det i øjenene; JEG HAVDE STRESS…
Så var den faktisk ikke længere; Jeg havde galopperende stress og nu kunne jeg endelig se det.
Eller i virkeligheden var det ikke fordi jeg kunne se det helt endnu, men jeg kunne mærke det..
Jeg havde tilbragt 3 uger med min krop uden at kunne flygte afsted på arbejde og nu fik jeg lov til at mærke..
For jeg havde ikke haft noget at “larme” med i ferien.
Jeg kunne ikke gemme mig bag at det var kollegaerne/ børnene/ledelsen/arbejdstiderne der trættede mig..
Det var mig selv..
Det var mig der trættede og drænede mig selv; Ved at knokle 24/7 for at holde alle de følelser væk fra mit liv, som jeg ikke ville mærke/ ikke ville være med.
Jeg måtte se i øjenene at jeg ikke længere havde kræfter til at holde de ting nede, som blev ved med at støje; Alle de følelser der gjorde ondt, alle de ting der boede i mit system, som trængte til at blive taget sig af..
Jeg havde i al for lang tid ikke lyttet til min krop.
Og efter en omrokering på arbejdet hvor jeg havde presset mig selv for hårdt, ikke fået sagt fra eller mærket efter, mærkede jeg nu konsekvensen…
“Hvis din krop begynder at fortælle dig noget, så lyt til den, inden den bliver nødt til at råbe…”
Stille og roligt måtte jeg lade mine følelser komme op til overfladen; Mærke dem, være med dem og så forløse det der skulle forløses.
Det var mit ansvar at gøre noget ved det. Slut med at pege udad og løbe fra det, jeg måtte se frygten i øjenene og holde et spejl op foran mit liv..
Det var ikke nemt.
Det gjorde ondt som bare pokker.
Var det det værd?
Ja for pokker! Jeg ville gøre det om til hver en tid!
Nu LEVER jeg.
Før OVERLEVEDE jeg.
I et liv med frygt, angst, dårlig søvn og begrænsende tanker..
I en hverdag hvor jeg ikke gav mig selv et pusterum eller omsorg, men hele tiden sørgede for at andre havde det godt.
Dybest set som camouflage for ikke at mærke mig selv…
Nu ser det heldigvis anderledes ud.
Nu mærker jeg ALT hvad der rører sig i mig.
Det er ikke altid glæde jeg mærker..
- Det er også frygt..
- Det er også kedafdethed..
- Det er også sorg…
Men det også SÅ meget mere;
- Taknemmelighed
- Glæde
- Livet
- Kærlighed
- Energi
- Ro
- Nærvær
Nu har jeg taget ansvar og fået ejerskab over mit eget liv..
Jeg er kommet hjem til mig mig selv igen..
Nu knokler jeg ikke længere af frygt for ikke at være god nok, nu skaber jeg selv mit liv, i tillid til at jeg har en masse at byde på, bare fordi jeg er mig..
Nu ved jeg at det er nødvendigt at stoppe op og mærke efter..
At det er ok at sige til og fra; Det er nemlig mit ansvar at passe på mig selv..
Og det er et meget bedre sted at skabe fra ❤️
“Leder du efter den ene person der kan ændre dit liv, så start med at gå ud og kigge i spejlet”
