Jeg sagde ikke noget, fordi jeg ikke vidste det..

Jeg vidste ikke selv jeg havde stress..
Jeg kendte alle symptomerne, men jeg kunne ikke relatere dem til mig…

Ikke engang når jeg lå vågen nat efter nat, fangede jeg signalet..
Alle mine fysiske symptomer, min træthed og manglede koncentration fik heller ikke klokkerne til at ringe..

Jeg havde læst om stress, jeg havde set flere kollegaer gå ned med stress og jeg havde endda været selv været der, for mange år siden, men jeg kunne ikke se det…

Jeg havde ikke stress; måske lidt mange jern i ilden, men når det blev ferie, så kunne jeg slappe af og så skulle der nok komme ro på igen..
Så der var ingen problemer..
Jeg var jo stærk og vant til at kunne jonglere med mange bolde af gangen..

Jeg var røget i rollen som martyr….

Men jeg blev klogere….

For da jeg endelig fik tid til at slappe af, ville hverken min krop eller min hjerne skrue ned…

Jeg havde galoperende stress og jeg blev nød til at se det i øjnene…😥

Idag er det lidt over 3 år siden at jeg måtte se i øjnene, at jeg også blot er et menneske💜

At jeg også kan blive

• træt

• vred

• fortvivlet

• usikker

• bange

• ked af det

Og det er helt ok….

Det tog lidt tid, masser af mod og selvarbejde, men jeg har nu forstået hvad der lå bag alle mine handlemønstre…

Frygt……..

• At jeg havde svært ved at sætte grænser og sige fra, fordi jeg var bange..

• Bange for at andre ikke syntes jeg var god nok, sød nok, dygtig nok, hurtig nok, klog nok, sjov nok osv…

Så jeg sørgede for at løbe hurtigt og hele tiden være ovre i andres behov, så jeg slap for at mærke mig selv…

Fordi jeg ikke turde…

Men jeg blev nød til det..

Hvis jeg ville skabe en anden måde at leve mit liv på, uden stress, var der ingen vej udenom..

Så jeg måtte finde et mod og en tålmodighed frem, jeg ikke troede jeg besad…

Og så dyrke det, stille og roligt, så det ikke var for overvældende…

Det første, og måske sværeste skridt, var at erkende overfor mig selv, at jeg havde presset mig selv alt for hårdt i flere år og så tage konsekvensen;

At sygemelde mig med stress….

Selv der, da alle parader var nede, selv der havde jeg svært ved at række ud og bede om hjælp og ikke mindst tage imod den…

Men jeg gjorde det, fordi jeg kunne mærke at det var en vigtig læring for mig..

Jeg måtte forstå, at det at tage imod, eller bede om hjælp ikke er en svaghed, men en ressource…

Om det var fra min mand der støttede med et varmt kram mens jeg kunne lade tårerne trille, veninden der kom med en gryde fuld af kødsovs så jeg ikke skulle tænke på at lave mad, min mor der passede vores søn efter skole, så jeg kunne slappe af, så måtte jeg lære at tage imod, lære at jeg ikke behøvede at agere superwoman hele tiden….

Så stille og roligt lærte jeg at sige noget…

• Ja tak, du må gerne lave mad idag, det ville da være dejligt
• Ja tak, du må gerne handle ind
• Jeg har virkelig brug for en snak, har du tid?
• Jeg ville virkelig gerne komme til din fest, men jeg har desværre ikke overskud
• Jeg kan godt se I er pressede, men jeg kan ikke hjælpe idag
• Idag har jeg bare brug for en slapperdag

Og jeg øver mig stadig, men jeg er blevet så meget bedre….

Så måske siger din veninde det ikke fordi hun ikke ved det..

Måske siger du det ikke selv, fordi du ikke ved det…

Men jeg håber virkelig at når tiden er inde og du mærker det, så tillad dig at gå gennem frygten og se hvad der gemmer sig bag alle paraderne..

Når du tør gøre det, så bliver livet nemlig så meget lettere og sjovere at være i….